Esbjerg Skakforening vandt og undgik nedrykning!
I weekenden blev syvende og sidste runde spillet i 1. division i skak. Esbjerg Skakforening mødte på udebane bundholdet Skødstrup. Det blev til en kneben sejr på 4½-3½, hvilket dog var nok til at undgå nedrykning. Dermed er Skakforeningen klar til en ny sæson i 1. division næste år, hvor modstanderne bl.a. bliver hold fra Århus, Odense, Ålborg, Viborg, Skanderborg og Herning.
For Esbjerg Skakforening vandt Gunnar Pedersen, Michael Maarup, Henrik Tranberg Jensen og Torben Jensen, mens Ole Bønnelykke spillede remis. Topscorer-værdigheden for hele sæsonen deles mellem Gunnar Pedersen og Henrik Tranberg Jensen.
Torsten Lindestrøm