Historisk triumf for Esbjerg Skakforening

 

Pinsedag blev den årlige pokalfinale som sædvanlig spillet i Nyborg. Pokalfinalen er en af Danmarks største og stærkeste turneringer med 55 kvalificerede hold og ca. 250 deltagere.

Gunnar Pedersen havde på forhånd proklameret, at vi gik efter en topplacering i eliterækken, da vi for første gang nogen sinde var i stand til at stille i stærkeste opstilling. Men da han i bilen på vej til Nyborg meddelte, at vi gik efter 3. pladsen, blev der meget stille i bilen.

Det var derfor meget overraskende for alle andre end Gunnar, at vi i elite-rækken endte på en flot 2. plads efter Århus/Skolerne (med Internationale mestre Jan Sørensen og Rasmus Skytte) men foran stærke hold som Brønshøj (med Stormester Carsten Høi og International mester Thorbjørn Bromann), SK1968, Viborg (med International mester Jens Ove Fries Nielsen og Niels Jørgen Fries Nielsen) , Næstved (med International mester Mikkel Antonsen), Sydøstfyn (med International mester Steffen Pedersen) og Nordkalotten (med Stormester Stellan Brynell).

Holdet gik ubesejret gennem turneringen, og havde det været matchpoint frem for brætpoint, der talte først, havde vi faktisk været pokalmestre! 2. pladsen er dog et historisk godt resultat, da Skakforeningen aldrig tidligere har opnået så høj en placering i et nationalt stævne.

Esbjerg Skakforenings hold bestod af følgende spillere: Ove Weiss Hartvig, Gunnar Pedersen (topscorer på 2. bræt), Torsten Lindestrøm (topscorer på 3. bræt), Henrik Tranberg Jensen samt Poul Flemming Fries Nielsen.

 

Se stillingen her: http://www.dsu.dk/index.php?id=392

Se individuelle resultater her:  http://www.dsu.dk/index.php?id=396

 

I Bredderækken havde Esbjerg Skakforening helt frem til sidste runde chancen for at vinde gruppen. Det krævede dog en sejr på 4-0 over de senere vindere fra Herning. Kampen sluttede dog med et nederlag på 1½-2½ og holdet endte dermed på en 5. plads.

 

Partiglimt mm. følger snarest!

 

Torsten Lindestrøm