Seneste nyheder

NY!16. april 2019

Klubturneringen

Selvom der var annonceret påskeferie, blev der afviklet et parti i aftes: Jesper Lahn Rasmussen - Ole Bønnelykke 0-1

Se grupper og resultater.

NY!14. april 2019

Klubturneringen

Michael Rozenfeld har med suveræne 4/4 allerede vundet Mester inden 5. runde. Hverken Torsten Lindestrøm eller Ole Bønnelykke, der spillede remis, kan indhente Michael. Det betyder også, at Lars Husum bliver ny klubmester, da han er den spiller med flest points opnået i mesterklassen.

Basis 2 bliver et opgør mellem Ricardo Arambarú og Andreas Kinch. De har hhv. 3½/4 og 3/4 points og mødes i sidste runde. De efterfølges af Henrik Krüger og Jens Kr. Pedersen med hhv. 1½ og 2 points.

Basis 3 føres af Jørgen Tranberg Jensen med 4/4. Han efterfølges af Finn Overgaard med 3/4. De mødes i sidste runde i partiet, der afgør hvor gruppesejren placeres. Finn skal dog vinde for at gøre sig nogen forhåbninger . Nikolaj Slaeimann Jensen er nærmeste forfølger med 1½/3, så han har et ekstra parti, men vil ikke kunne nå Jørgen.

Se grupper og resultater.

NY!14. april 2019

Pokalturneringen

Kvalifikationen til DSUs Pokalturneringen blev i år afholdt i flotte rammer, nemlig i riddersalen på Sønderskov Slot. ESF stillede med flg. hold i bredderækken: Henrik Tranberg Jensen, Michael Tranberg Rozenfeld, Andreas Kinch og Jens Kr. Pedersen.

Der blev spillet seks runder. ESFs hold vandt to, spillede to uafgjorte og tabte to. Holdet endte på en delt 4. plads med 12 bræt points. Scoren blev for hver især: Henrik (1,5/6), Michael (2,5/6), Andreas (4/6), Jens (3/6). Videre til landsfinalen kom Fredericia og Jerne, der bl.a. havde en stærkt spillende (5/6!) Dennis Munksgaard på første bræt.

Se resultaterne.

5. april 2019

Klubturneringen

Efter 3. runde føres Mester lidt overraskende af Michael Rozenfeld, der har scoret flotte 3/3! Torsten Lindestrøm og Lars Husum følger efter med hhv 2/3 og 1½/3. De skal dog begge møde Michael i de sidste to runder.

Basis 2 føres lige så sikkert, men måske mindre overraskende af Ricardo Arambarú, der også har 3/3. Han efterfølges af Andreas Kinch og Jens Kr. Pedersen med hhv. 2/3 og 1½/3.

Ogsø Basis 3 føres med 3/3. Det er Jørgen Tranberg Jensen, der også er klar ratingfavorit, som har maksimumpoints. Finn Overgaard følger dog lige i hælene på ham med 2½/3. De mødes i sidste runde, i hvad der tegner til at blive det afgørende parti om gruppesejren..

Se grupper og resultater.

30. marts 2019

Klubturneringen

2. runde er nu spillet. Det lykkedes for Lars Husum at vinde over Torsten Lindestrøm, så der er i den grad lagt op til spændende afgørelse om, hvem der bliver klubmester i år. Mester føres dog af Michael Rozenfeld, der har lagt ud med 2/2! Basis 1 føres af Ricardo Arambarú, med 2/2. Det samme har hhv. Jørgen Tranberg og Finn Overgaard i Basis 2.

Se grupper og resultater.

30. marts 2019

Hovedkredsgeneralforsamling

Sydjysk Hovedkreds afholdt generalforsamling d. 23. marts. ESF var repræsenteret at Jens Kr. Pedersen.
Der var en del forslag til ændringer i holdturneringen pga. stadig færre hold. Langt de fleste forslag faldt dog, så holdturneringen fortsætter stort set uændret. ESF modtog desuden præmier til både 2. og 3. holdet, der begge fik 2. pladser i deres respektive grupper.

Se yderligere information og referat.

20. marts 2019

Klubturneringen

1. runde i sæsonens den 4. klubturnering er nu spillet. I de fleste partier var der ikke de store overraskelser, men det er dog værd at bemærke at Ole Bønnelykke efter at have stået til gevinst tabte til Michael Rozenfeld i Mester, samt at Nikolaj Slaeimann Jensen vandt over Karl Carlsen i Basis 2.

Se grupper og resultater.

15. marts 2019

Holdstatistik

Det har været en god sæson for ESF i holdskakken. Det gælder endda for alle tre hold, der har præsteret godt. Alle holdene har dog ogå haft enkelte kampe, hvor de har scoret under forventet. Alle tre hold sluttede på andenpladsen i deres puljer.

I alt 23 spillere har deltaget i årets holdturnering. De scorede 80½ points i 136 partier. Dette giver en scoringsprocent på 59,2. Det var 6 points under under den forventede score, som var 86,5 points, hvilket i pct. er 63,8%.

Se flere kommentarer og meget mere i årets holdskakstatistik.

Statistikken for antal spillede førsteholdskampe er også ført up-to-date.

15. marts 2019

Holdturneringen

3. holdet blev den tredje nr. 2.

3. holdet sluttede af i B-rækken i mandags. Afslutningen skete med manér: en sejr på 3½-½ over Nr. Snede 2. Holdet sluttede præcis som de øvrige ESF-hold, nemlig på 2. pladsen.

Holdet var kun ét enkelt point fra Jerne 2 på førstepladsen. Det var netop det point de tabte i forrunden mod selvsamme Jerne, der vandt 2½-1½. Et resultat holdene tog med over i B-rækken.

De samme fire spillere har spillet alle kampene i B-rækken: Henrik Krüger, Claus Rasmussen, Jørgen Tranberg Jensen og Tolga Us. I efterårets forrunde spillede de samme spillere, bortset fra at Bozyilan Ümit Orhan var med i stedet for Tolga Us og Michael Rozenfeld havde en enkelt gæsteoptræden.

På 1. bræt har Henrik været en sikker ankermand med 4 points i de fem kampe han har været med. På 2. bræt har Claus Rasmussen spillet alle kampe, men her har det været noget mere op ad bakke og Claus har generelt spillet under sidste års niveau.

3. brættet har været indtaget af Jørgen Tranberg Jensen, der har spillet forrygende med en samlet score på 6 points af 6 mulige. I forrunden spillede Bozylian 4. bræt, men han havde det svært og tabte sine kampe. I foråret har Tolga Us spillet 4. bræt og det har givet pote med 2½/3.

Se gruppen samt enkeltresultater.

12. marts 2019

Pokalturnering

Pokalmester

Der stillede 13 spillere til start i Årets pokalturnering. Partierne blev spillet med 20 min. pr. spiller pr. parti samt et tillæg på 5 sek. pr. træk. Man var man ude af turneringen ved tab. Ved remis gik lavest-ratede videre.

Klubben havde besøg af Johnni Veng, der er medlem af Nordre og spiller på deres førstehold, der netop er rykket op i Skakligaen igen. Johnni har ca. 2250 i rating (efter 3½/4 i holdturneringen), så det var en særdeles stærk deltager, vi havde med i aftenens turnering.

I den indledende runde stod Torsten Lindestrøm, der havde juniorundervisning, over. I denne runde var der hovedsageligt favoritsejre. Poul Flemming Fries Nielsen tabte dog til Jesper Lahn Rasmusssen og Hans spillede en remis med Thomas Jøker, som derfor gik videre.

Efter denne runde blev en enkelt af de tabende spillere udtrukket som "lucky looser" (Henrik Krüger), så feltet kom op på otte spillere i kvartfinalen.

I kvartfinalen var spillede Thomas (igen) remis mod Henrik, som derfor gik videre. Remis blev det også mellem Ricardo Arambarú og Jens Kr. Pedersen, hvor Jens så gik videre. Johnni og Torsten vandt begge som ventet.

I semifinalen, mødtes Jens Kr. og Henrik – en kamp som Jens vandt sikkert. I den anden kamp mødtes Johnni og Torsten i et særdeles spændende parti, hvor Johnni på et tidspunkt vandt en kvalitet. Torsten kom dog igen og det endte i et slutspil med tårn + to bønder mod løber og tre bønder, hvor Torsten havde to adskilte fribønder mod Johnnis ene frie randbonde. Efter en del skakker og manøvreren rundt, måtte Johnni dog til sidst acceptere et nederlag, og Torsten var i finalen

I finalen mødtes således Torsten og Jens Kr. Jens spillede en langsom åbning, som forvirrede Torsten. Pludselig fik Jens et fantastisk angreb, hvor han ofrede en springer og fik bindinger ned mod kongen. Kun en dronningeafbytning holdt gang i partiet for Torsten. Ved overgang til slutspil glemte Jens at slå officererne i den rigtige rækkefølge, hvorved Torsten reddede en springer. Efter afbytning af det sidste tårn troede alle, at Torsten ville vinde med to lette mod een, men Jens kæmpede videre, og pludselig truede hans konge begge officerer. Efter tab af nogle bønder lykkedes det til sidst Jens at holde remis med en løber mod springer og to bønder, idet han endte med at holde oppositionen og blev sat pat af kongen og den sidste bonde.

Efter 10(!) år i træk som pokalmester må Torsten således overlade pokalmestertitlen til Jens Kr. Pedersen!
 

Indledende
1Ricardo Arambarú
0Jørgen T. Jensen *
0Finn Overgaard *
1Jens Kr. Pedersen
0Poul F. Fries Nielsen
1Jesper Lahn Rasmussen *
0Michael T. Rozenfeld *
1Johnni Veng
1Lars Husum
0Henrik Krüger *
½Thomas Jøker *
½Hans Viborg
Kvartfinale Semifinale Finale
½Ricardo Arambarú
½Jens Kr. Pedersen *
1Jens Kr. Pedersen
0Henrik Krüger *
½Torsten Lindestrøm
½Jens Kr. Pedersen *
½Henrik Krüger *
½Thomas Jøker
1Torsten Lindestrøm
0Lars Husum *
0Johnni Veng
1Torsten Lindestrøm *
0Jesper Lahn Rasmussen *
1Johnni Veng

*) lavest ratede spiller går videre ved remis.

...tidligere nyheder er flyttet til Arkivet.